丹麦语安徒生童话之瓦尔德玛·多伊和他的女儿们18
日期:2014-09-30 23:54 点击:305
Lampen var gået ud, han mærkede det ikke; jeg pustede til kulgløderne, de skinnede ham ind i hans
kridhvide ansigt, det fik et farvet skær, øjnene klemtes i de dybe
øjenhuler - men nu blev de større, større - som ville de springe.
Se det alkymistiske glas! Det blinker deri! Det er glødende, purt
og tungt! Han løftede det med sitrende hånd, han råbte med sitrende
tunge: »Guld! Guld!« Han svimlede derved, jeg kunne have blæst ham
om,« sagde vinden, »men jeg blæste kun på de glødende kul, fulgte
ham gennem døren, ind, hvor døtrene frøs. Hans kjortel var belagt
med aske, den hang i hans skæg og i hans filtrede hår. Han rejste sig
så højt, løftede sin rige skat i det skære glas:
