Det var Næsten Hovedløse Nick. Han var ikke længere
perlehvid og gennemsigtig men tværtimod sort og anløben,
svævende ubevægeligt og fladt udstrakt seks tommer over
gulvet. Hans hoved var vippet halvt af, og hans
ansigtsudtryk var nøjagtigt det samme som J ustins.
Harry kom gispende på benene med hamrende hjerte.
Han så sig vildt omkring i den øde korridor, men den eneste
bevægelse kom fra en lang række edderkopper, der flygtede
bort fra de to forstenede kroppe. Den eneste lyd, der hørtes,
var den dæmpede mumlen af lærerne fra klasseværelserne
på hver side af gangen.
