Det var netop den sidste aften, de gamle tranlygter var tændt; byen havde fået gas og den strålede, så at de gamle lygter ligesom blev rent borte i det.
»Jeg var selv på gaden den aften,« sagde Gudfader. »Folk gik op og ned for at se på den nye og den gamle belysning. Der var mange mennesker og dobbelt så mange ben, som hoveder. Vægterne stod så sørgmodige, de vidste ikke når de skulle afskediges, ligesom tranlygterne; disse tænkte så langt tilbage - de turde jo ikke tænke frem.
De huskede så meget fra de stille aftener og de mørke nætter. Jeg støttede mig op til en lygtepæl,« sagde Gudfader, »det spruttede i tran og væge, jeg hørte hvad lygten sagde og det skal du også få at høre.«
