»Nu vender vi bladet!« sagde Gudfader.
»Ser du billedet? Kun det vilde hav og den blæsende nordøstvind; den driver svære isstykker; ingen er ude at sejle på dem uden store stenblokke, som oppe i Norge ramlede fra fjeldene ned på isen. Nordøstvinden blæser isen af sted; han vil vise de tyske bjerge hvilke knolde der findes oppe i Norden. Isflåden er allerede nede i sundet ud for Sjællands kyst, hvor nu København ligger, men da var der intet København. Der var under vandet store sandbanker, imod en af disse stødte isstykkerne med de store rullesten; den hele isflåde blev stående, nordøstvinden kunne ikke få den af grunden og så blev han så gal i sit hoved, som han kunne blive det, og lyste forbandelse over den sandbanke, »den tyvegrund«, som han kaldte den, og han svor, at løftede den sig nogen sinde op over havfladen, da skulle tyve og røvere komme der, stejler og hjul blive rejst.
