Men idet han således bandede og skændte, brød solen frem, og på dens stråler gyngede og svang sig lyse, milde ånder, lysbørn, de dansede hen over de kuldebringende isstykker, der smeltede derved, og de store rullesten sank ned på sandbunden.«
»Solkrapyl!« sagde nordøstvinden. »Er det kammeratskab og familieskab! Det skal jeg huske og det skal jeg hævne. Nu lyser jeg forbandelse!«
»Vi lyser velsignelse!« sang lysbørnene. »Banken skal hæve sig, vi vil skærme den! Det sande, det gode og skønne skal bygge der!«
»Sludder for en sladder!« sagde nordøstvinden.
»Se, om alt dette vidste nu lygterne ikke at fortælle,« sagde Gudfader. »Men det ved jeg, og det er af stor vigtighed for Københavns liv og levned.«
