Og Gudfader viste et billede deraf, han selv havde tegnet. På muren var pæl ved pæl, på hver sad en fanget sørøvers hoved og viste tænder.
»Det er virkeligt sket,« sagde Gudfader. »Det er værd at kende og godt at forstå. Bisp Absalon var i badstuen og hørte da gennem den tynde væg, at et fribytterskib kom derude. Straks sprang han af badet og på sit fartøj, blæste i hornet og mandskabet kom, pilene fløj i røvernes rygge, de ville derfra, de roede så skrapt; der fæstede sig pile i deres hænder, der var ikke tid til at rive dem ud. Bisp Absalon fangede hver levende en og huggede hovedet af dem; hvert et blev sat på slottets ringmur. Nordøstvinden blæste med tykke kæber, med ondt vejr i kæften, som sømanden siger.«
»Her vil jeg strække mig,« sagde vinden. »Her vil jeg lægge mig og se på det hele kram.«
Den hvilede i timer, den blæste i døgn; åringer gik.
