Bisp Erlandsen sidder på Axels hus.
Der brases i køkkenet, der skænkes øl og claret, der er lyd af giger og kedeltrommer. Kerter og lamper brænder, slottet skinner, som var det lygten for det hele land og rige. Nordøstvinden blæser om tårn og om mur, de står nok fast; nordøstvinden blæser om byens befæstning vestpå, et gammelt plankeværk kun; det holder vel! Der udenfor står Danmarks konge Christopher I. Oprørerne slog ham ved Skælskør; han søger tilflugt i bispens by.
Vinden suser og siger som bispen: »Bliv ude! Bliv ude! Porten er lukket for dig.«
Det er ufreds tid, det er tunge dage; hver mand vil råde sig selv. Det holstenske banner vajer fra slottets tårn. Der er savn og suk, det er angstens nat: Strid i landet og den sorte død, bælgmørk nat - men så kom Atterdag.
