Kong Erik og alle hans hofmænd jog hastigt ud af Vesterport til Sorø by; til den stille sø og de grønne skove, til kær-
ligheds sang og bægerklang.
Men én blev tilbage i København, et kongehjerte, et kongesind. Ser du billedet her, den unge kvinde, så fin og spæd, med havblå øjne og hørgult hår; det er Danmarks dronning Philippa, Englands prinsesse.
Hun blev i den ængstede stad, hvor i de små gyder og gader, med de stejle trapper, skure og tilklinede boder, byfolkene vrimler og ved ikke ud eller ind. Hun har mands mod og hjerte; hun kalder borgere og bønder, opmuntrer, opmander. Skibene tiltakles, blokhusene får mænd, karrebasserne knalder; der er ild og damp, der er godt humør, Vorherre slipper ej Danmark.
