»Det er mundsvejr det hele!« siger den skarpe nordøstvind.
»Det er forårstid!« siger solens stråler. »Se hvor pipper det grønne.
»Nu blader vi frem i vor billedbog!« sagde Gudfader.
Hvor stråler København! Der er turnering og leg, der er optog med pragt; se de ædle riddere i rustning, se de høje fornemme fruer i silke og guld. Kong Hans giver sin datter Elisabeth til kurfyrsten af Brandenburg. Hvor er hun ung, hvor er hun glad! Hun træder på fløjl; der er en fremtid i hendes tanker: Huslivets lykke. Tæt ved hende står hendes kongelige broder prins Christjern med de tungsindige øjne og det hede, brusende blod. Ham har borgerfolket kær, han kender deres tryk, han har fattigmands fremtid i tanke.
Gud alene råder for lykken!
»Nu blader vi frem i vor billedbog!« sagde Gudfader. »Skarpt blæser vinder, synger om det skarpe sværd, om den tunge tid, om ufredstid.«
