Det er en iskold dag, det er midt i april. Hvorfor stimier mængden sammen uden for slottet foran den gamle toldbod, hvor kongeskibet ligger med sejl og flag? I vinduer og på tage er folk at se. Der er sorg og bedrøvelse, forventning og angst. De ser mod slottet, hvor før var fakkeldans i de gyldne sale, men nu så stille og tomt; de ser mod vindueskarnappen, hvor kong Christjern så ofte så ud over »Hofbroen« og ad det smalle »Hofbrostræde« til sin duelil, den hollandske pige, han hentede fra Bergens by. Skodderne er skudt for. Mængden ser mod slottet, nu åbnes porten, vindebroen sænkes. Der kommer kong Christjern med sin trofaste hustru Elisabeth; hun vil ej forlade sin kongelige herre, nu han er så hårdt betrængt.
Der var ild i hans blod, der var ild i hans tanke; han ville bryde med den gamle tid, bryde bondens åg, være borgeren god, stække »de grådige høge«; men de var ham for mange.
