Han drager fra land og rige, for derude at vinde venner og frænder for sig. Hans hustru og trofaste mænd følger med; hvert øje er vådt nu i skilsmissens stund.
Der blander sig stemmer i tidens sang, imod ham og for ham, et tredobbelt kor. Hør adelens ord, de står skrevne og trykte:
»Vé over dig, Christjern den Onde! Det udøste blod på Stockholms torv råber højt over dig, forbandelsens vé!«
Og munkenes råb har den samme dom: »Du være forstødt af Gud og af os! Den lutherske lære kaldte du hid; til den gav du kirke og prædikestol, lod djævelens tunge tale. Vé over dig, Christjern den Onde!«
Men bonde og borger græder så dybt: »Christjern, du folkekære! Ej bonden skal kunne sælges som kvæg, ikke byttes bort for en jagthund!
