»Den flygtende kong Christjern så jeg køre på lynggroet hede; der mødte ham et usselt køretøj, forspændt med én hest; i det sad en kvinde, kong Christjerns søster, markgrevinden af Brandenburg, tro den lutherske lære var hun jaget bort af sin husbond. På den mørke hede mødtes de landflygtige kongebørn9. Tiden er trang, tiden er lang, stol ikke på ven eller frænde!« 

Svalen kom fra Sønderborg slot med klagelig sang. »Kong Christjern er forrådt! Han sidder der i det brønddybe tårn; hans tunge trin slider spor i stengulvet, hans finger sætter mærke i det hårde marmor.« 

»O hvilken sorg fik slige ord, 

som stenens fure fik?