I rige klæder af silke og fløjl og med vajende fjer kommer på guldbræmmede heste de adelige herrer; de rider til Gammeltorv. Er det karrusel eller turnering efter vant skik? Borgere og bønder i deres bedste pynt søger også derhen. Hvad er der at se? Er der rejst et bål til at brænde papistiske billeder, eller står bøddelen der, som han stod ved Slaghoeks bål? Kongen, landets herre er lutheran, det skal kendes, hævdes og lyses i kuld.
Højfornemme fruer og adelige jomfruer sidde med høje kraver og perler på huen bag de åbne vinduer og ser al den stads. På udbredt klæde, under klædestag, sidder rigets råd i ældgammel dragt, nær kongens trone. Kongen er tavs. Nu læses op i det danske sprog hans vilje, rigsrådets vilje; borger og bonde får strenge ord, revselsens ord for al den modstand, de havde vist mod den høje adel. Ydmyget blev borgeren, bonden blev træl. Nu lyder fordømmelsens ord mod landets bi-
sper. Deres magt er forbi. Alt kirkens og klostrenes gods bliver henlagt til konge og adel.
Der er hovmod og had, der er prunk, der er ynk.
