Der kom solstråler mellem de tunge skyer i omskiftelsens tid.
Nu vender vi bladet.
Hvad suser og synger i »Storebælt« under Samsø kyst? Af søen stiger en havfrue med tanggrønt hår, hun spår for bonden: En prins skal fødes, der bliver en konge, mægtig og stor.
På marken, under den blomstrende hvidtjørn, han fødtes. Nu blomstrer hans navn i sagn og i sange, i riddergårde og slotte rundt om. Børsen skød frem med tårn og spir; Rosenborg løftede sig, så langt ud over volden; studenten selv fik sit eget hus, og tæt derved står og peger mod himlen det Rundetårn, en Urania-søjle, der ser mod Hven, hvor Uranienborg stod; dens gyldne kupler fik glans i måneskin, og havfruer sang om manden derinde, som konger og åndens stormænd besøgte, den snildetsbårne, af adelsblod, Tycho Brahe. Han løftede Danmarks navn så højt, at med stjernehimlen det kendtes i alle jordens åndlyste lande. Og Danmark stødte ham bort fra sig.
