Og Ulfeldt tager sin hustru ved hånd i den stille nat. Nøglerne har han til stadens porte; han åbner en af dem. Hestene venter der udenfor. De rider langs stranden, og sejler så bort til det svenske land.
Nu vender vi bladet, som lykken vender sig for de to.
Det er efterårstid, dagen er kort, natten er lang; det er gråt og vådt, vinden så kold og i stigende styrke. Det suser i løvet på voldens træer, løvet flyver ind i Peder Oxes gård; den står tom og forladt af sit herskab. Vinden suser ud over Christianshavn, om Kai Lykkes gård, nu er den tugthus. Han selv er jaget fra ære og land, hans våben er brudt, hans billede hængt i den højeste galge; således er straffet hans kåde, letfærdige ord om landets hædrede dronning. Højt tuder vinden og farer hen over den åbne plads, hvor rigshovmesterens gård har stået; nu er kun tilbage af den én sten. »Den drev jeg som rullesten herned på den sejlende is,« suser vinden.
