På Ulfeldts plads stod den skændselssten; hvor rejstes i verden vel en som den? Ved Vesterport blev en støtte rejst, hvor mange i verden er der vel som den?
Solstrålerne kyssede rullestenen, grundstenen under »Frihedsstøtten«. Alle kirkeklokker ringede, flagene vajede; folket jublede for kronprins Frederik. Gamle og unge bar i hjerte og på tunge navnene Bernstorff, Reventlow, Colbjørnsen. Med strålende øjne og takfyldte hjerter læses støttens velsignede indskrift:
»Kongen bød, Stavnsbåndet skal ophøre, Landbolovene gives Or den og Kraft, at den frie Bonde kan vorde kjæk og oplyst, flittig og god, hæderlig Borger, lykkelig!«
Hvilken solskinsdag! Hvilken »sommer i by«!
Lysånderne sang: »Det gode gror! Det skønne gror! Snart falder stenen på Ulfeldts plads, men »Frihedsstøtten« skal stå i solskin, velsignet af Gud, konge og folk.«
»Vi har en gammel landevej,
den går til verdens ende.«
