Det åbne hav, åbent for ven og fjende, og fjenden var der. Den sejlede op, den mægtige engelske flåde; en stormagt kom imod en lille. Kampen var hård, men folket modigt:
»Hver stod fast og ufortrøden,
stod og stred og favned døden!«16
Vandt beundring af sin fjende, og begejstrede Danmarks skjalde. Den slagdag mindes den dag i dag med vajende flag: Danmarks hædrende anden april, skærtorsdagsslaget på reden.
Åringer gik. En flåde blev set i Øresund. Gjaldt det Rusland eller Danmark? Det vidste man ej, selv ingen om bord.
Der er en fortælling i folkemunde, at den morgenstund i Øresund, da den forseglede ordre blev brudt og læst op, og den lød; at tage den danske flåde, trådte frem for sin chef en ung kaptajn, høj-
hjertet i ord og dåd, en Bretlands søn: »Jeg svor,« var hans ord, »at til min død ville jeg kæmpe for Englands flag, i åbent, ærligt slag, men ej at ville overmande.«
»Og dermed styrtede han sig over bord!«
»Og flåden styrede mod København. -
Fjern fra det sted, hvor slaget skulle stande,
lå han, kaptajnen - ukendt er hans navn -
et vandkoldt lig, skjult af de sorte vande,
til strømmen drev ham op, og svenske mænd
på fiskertogt i stjernefulde nætter
ham fandt, bar ham i båd til stranden hen
og - rafled om den dødes epauletter.«
