Fjenden stod foran København; det lyste i flammer, vi mistede flåden, men ikke modet og troen på Gud; han ydmyger, men løfter igen.
Vunderne læges som i Einheriars slag. Københavns historie er rig på trøst.
Altid folketroen var den,
Danmark har i Vorherre en ven.
Holder vi fast, han holder igen,
og solen skinner i morgen.
Snart skinnede den på den rejste stad, på rige kornmarker, på kløgt og snilde; en fredens velsignet sommerdag, hvor digtningen rejste sit fata morgana så farverigt herligt ved Oehlenschlager.
Og i videnskaben blev gjort et fund, langt mere end et guldhorn i gammel tid, en bro af guld blev fundet:
»en bro for tankens lyn
i alle tider ind i folk og riger.«
